
Henrik Bech, 50 år i Wagandoo
I december måned kunne Henrik midt i juletræssalget fejre sit 50 års jubilæum i Wagandoo. Han startede som mikropejder, og man kunne i december 1975 i vores blad Sporet læse, at nu skulle Henrik Bech Nielsen have sin 1 års stjerne som medlem af Kwanga.
Henrik har gennem årene haft mange roller i gruppen, mangeårig Shanduleder, tropsleder, seniorleder og nu dynamisk gruppeleder, som kræver mindst 2 mand for at holde ham nede, når han sprudler med de mest fantastiske (læs vanvittige) ideer til arrangementer og aktiviteter. Foruden konstruktionerne til Spejdernes Lejr husker vi alle hans mange skøre påfund til diverse forældreweekender samt biler og udklædning til Oak City løbene. For øvrigt var han også i flere år divisionschef i Vestskov Division.
Gennem de sidste par år har Henrik tillagt sig nogle nye kompetencer, nemlig brugen af diverse sociale medier. Blandt andet optræder han nu som den rene indpisker med sine mange forslag og ideer, der kommer i en lind strøm på flere Messenger grupper, så vi andre har svært ved bare at nå at læse dem.
Henrik er endnu ikke blevet fejret, men vi har hørt en lille fugl synge om, at han måske pønser på noget i løbet af marts måned. VI GLÆDER OS.
Og bliv så bare ved i mange år endnu Henrik med at slås for Wagandoo!