Nyhedsbrev februar 2026
Wagandoo på sociale medier og på internettet
Den åbne, udadvendte: https://www.facebook.com/wagandoo/ Disse opslag finder du også på vores hjemmeside: Wagandoo Gruppe
Den interne og lukkede: Her er det eksempelvis okay fx, at efterlyse et glemt bælte. Der kommer fra tid til anden detaljeret info, eller reminders om ture mv. Find den her:
https://www.facebook.com/groups/13849121423
Til familiekalenderen
23/2 Grupperådsmøde
28/2 Zoo tur for Familiespejdere, Kwanga og Shandu
13-15/3 Fællesweekend til Avnstrup Spejdercenter ved Hvalsø
19/4 Hus- og havedag
11/4 Bamselegene med Vestskov Division for Familiespejdere, Kwanga og Shandu
27/4 Skt. Georg og Dragen. Et teaterstykke opført af Kwanga og Shandu. Søskende, forældre og bedsteforældre inviteres til at se med
9-10/5 Overnatning ved spejderhuset for Kwanga og Shandu
10/5 Bliv spejder. Et fælles arrangement i Hakkemosen for alle spejdergrupperne i Høje Taastrup Kommune
30/5 Sommerfest på Taastrup Hovedgade
31/5 Oak City Sæbekasserally. Fra Farum St. til Egemosecenteret
23/6 Skt. Hans i Selsmosen
22/6 og 24/6 Sidste spejdermøder inden sommerferien
10/8 og 12/8 Første spejdermøder efter sommerferien
11-13/9 Familieweekend for hele gruppen, forældre og søskende
Grupperådsmøde med fastelavn d. 23/2
Der er allerede sendt indbydelse ud til årets Grupperådsmøde (gruppens generalforsamling). Vi mødes kl. 17.30, til fællesspisning. Mens børnene slår katten af tønden bagefter, tager de voksne en snak om spejderarbejdet i gruppen. Vi slutter, så de mindste kan nå hjem i seng. Der er tilmelding, så vi er sikre på der er mad til alle. Der er altid brug for nye bestyrelsesmedlemmer og nye idéer. Tag en snak med en af lederne, eller en fra bestyrelsen, hvis du vil høre mere om opgaven. Som forældrerepræsentant i bestyrelsen siger man ja til, at deltage i fire møder om året af 2 timers varighed. Vil man mere er der altid opgaver der skal løses, men det er helt op til den enkelte.
Familiespejd
Vi gentager succesen fra efteråret og starter endnu engang op med Familiespejd. Dette forår vil der være fokus på basale spejderfærdigheder som, at håndtere en kniv, binde simple knob og førstehjælp for de mindste – også kaldet trøstehjælp. Vigtigst af alt: Familiespejderne skal nu til at tage mærker!
Familiespejderne er desuden inviteret til at deltage i En vild dag i Zoo d. 28. februar og Bamselegene d. 11. april sammen med Mikro- og Mini-grenene fra Vestskov Division.
Kwanga og Shandu
Kwanga og Shandu ser ind i et spændende forår med en masse fælles aktiviteter. Lederne har besluttet, at vi igen følger de samme mærkeforløb, men at de selvfølgelig er tilpasset til aldersgruppen. Vi har dette forår fokus på orientering, førstehjælp og fællesskab.
Desuden skal de to grene sammen øve og opføre teaterstykket Skt. Georg og Dragen. Søskende, forældre og bedsteforældre inviteres til at se forestillingen mandag d. 27. april kl. 18:15. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen.
Traditionen tro byder foråret også på 2 arrangementer med de øvrige Mikro- og Mini-spejdere fra Vestskov Division: Endagstur til Zoo d. 28. februar og Bamselegene d. 11. april. Temaet for Bamselegene er denne gang Valhalla. Så man må allerede gerne nu begynde at overveje, om man har et fedt kostume, eller en flyvende hammer, som man kan have med.
Vi planlægger en overnatning i telt ved spejderhuset d. 9.-10. maj. Her vil man få mærket ”Jeg har sovet uden far og mor”, så man er ekstra klar til Spejdernes Lejr.
Og slutteligt skal Shandu selvfølgelig deltage i Oak City Rally, mens Kwanga kommer ud til Egemosecenteret
Kantara
Det næste halve år i Kantara bliver fyldt med ild, leg og store fælles udfordringer. Vi kommer til at arbejde meget med ild, både med at tænde bål, lave mad og prøve at spy ild. Der bliver masser af konkurrencer og Spejderolympiske lege, hvor vi skal bruge både styrke, samarbejde og godt humør. Vi skal også kaste os ud i større byggeprojekter, hvor højdepunktet er at bygge vores egne tømmerflåder. Til sidst skal flåderne selvfølgelig testes på vandet. Fællesskab og samarbejde bliver gennemgående for alle aktiviteter. Det handler om at prøve nye ting, udfordre sig selv og have det sjovt sammen.
Klanen
Det næste halve år i klanen byder på masser af sjove møder, ture og fester. I klanen bruger vi mange SAS-møder (Spejdere Aktiverer Spejdere). Hvilke møder vi kommer til at have det næste halve år er lidt uforudsigeligt, da vi skiftes til at planlægge dem. Derudover har vi selvfølgelig vores månedlige madmøde, hvor vi prøver kræfter med al mulig slags mad og samles til en god fælles aftensmad. Vi har også en ambition om at komme på flere ture, blandt andet har vi både dåsemadstur og kajak-/kanotur i kikkerten.
Fællesweekend d. 13-15/3
Alle spejdere tager på fællesweekend d. 13.-15. marts. Trop og Klan tager afsted fredag d. 13. og resten kommer d. 14. Vi skal til Avnstrup Spejdercenter ved Hvalsø. Weekenden bliver en helt vanvittigt fed rejse tilbage til middelalderen. Vi rykker en hel weekend ud i en tidslomme fyldt med riddere, ild, leg og skøre udfordringer. Her skal vi leve som i gamle dage, prøve gamle håndværk og dyste i mod, samarbejde og kreativitet. Der bliver plads til både kamp, grin og masser af fælles oplevelser. I skal forvente mudder på støvlerne, ild i blikket og grin, der kan høres helt frem til nutiden. Kort sagt: En weekend fyldt med fællesskab, eventyr og middelaldermagi.
Hus- og havedag d. 19/4
Forældre, ledere og alle spejderne rydder op, fjerner
ukrudt og sørger for, at vores hytte fremstår pæn og imødekommende. Dagen er en oplagt mulighed for forældre til, at mødes og få en snak med hinanden. Der er selvfølgelig plads til grin, hygge og mad undervejs og der plejer at være opgaver til alle aldre og færdigheder.
Bliv spejder - i Hakkemosen d. 10/5
Alle spejdergrupperne i Høje Taastrup Kommune mødes i Hakkemosen denne dag for, at lære hinanden bedre at kende inden Spejdernes Lejr til sommer. Samtidig indbydes alle familier med børn til, at komme forbi og prøve spejderarbejdet.
Skt. Hans d. 23/6
Igen i år er Wagandoo gruppe vært for Sct. Hans i Selsmosen. Vi indbyder alle børnefamilier i Taastrup til en hyggelig aften i Selsmosen, fyldt med sjove aktiviteter. Vi starter tidligt, så de mindste også kan nå at se bålet. Der bliver behov for hjælp til at bage kager, brygge kaffe mm. til alle dem der plejer at kigge forbi. Meld til når der bliver spurgt om hjælp, eller tag en snak med jeres afdelings ledere, hvis I vil give en hånd med. Ellers mød op og vær med til at sende heksen afsted.
Oak City Sæbekasserally d. 31/5
Shandu, Kantara, Trop og Klan spænder igen snørebåndene og tager sammen med 250 andre sæbekassebiler, turen fra Farum St. til Egemose centeret ved Ganløse. Det bliver igen en kæmpe oplevelse, at se de mange flotte vogne og glade spejdere, der giver alt, hvad de har for en flot tid - eller bare vil vise, at de kan og blive klappet i mål. I Wagandoo stiller vi igen med en forældrevogn, som altid ser lidt særlig ud. Hvis du som forælder gerne vil være med i et hyggeligt fællesskab omkring, at lave vognen og være med til at få den i mål, så kontakt gruppeleder Henrik. Vil du hjælpe med transport kan du også det. Hvis resten af familien vil med som opbakning, er de også meget velkomne til at tage turen til Farum og Egemose centeret.
Spejdernes Lejr d. 18.-26. juli 2026
Selvom det stadig er koldt og mørkt kan vi godt begynde, at glæde os til årets højdepunkt ”Spejdernes Lejr 2026”. For anden gang skal vi til Hedeland. Spejdernes Lejr er en af de oplevelser, som alle spejdere ser frem til og bare må opleve. Mere end 30.000 børn og unge fra Danmark og resten af verden mødes til en uge med fuld fart på. Aktiviteterne er lige lidt federe når man er mange. Ved de store lejrbål fornemmer man virkelig det store globale spejderfællesskab og at være en del af noget større. Vi skal bo i telt i vores egen lejr, hvor alle kender hinanden. Har man lyst til at snakke med en fra et andet sted i Danmark, eller fra et helt andet land, så er det måske naboen lige ved siden af..
De enkelte enheder vil, når vi nærmer os, afholde informationsmøder og komme med flere detaljer, om alt fra pakkeliste til lommepenge. Har man ikke et liggeunderlag, spisegrej, eller sovepose, kan det være, at der er en fødselsdag, hvor man lige kan sætte noget på ønskelisten. Er du ny spejderforælder, så tag en snak med en af lederne, hvis du vil høre mere om, hvad der godt at have med.
Vi regner også med at have en besøgsdag, hvor mor og far kan komme forbi, opleve lejren og måske få en lille rundvisning. Der bliver også offentlig adgang til de store lejrbål, som I også kan opleve.
P.s. Husk at gå til hjemmesidens kalender og få betalt 2. rate d. 15/4.
Familieweekend d. 11-13/9
Når vi tager afsted på familieweekend, tager hele familien afsted sammen. Mor, far, søskende og selvfølgelig den i familien, der er spejder. Vi laver aktiviteter, hvor alle kan være med og have det sjovt. Det er en oplagt mulighed for hele familien for, at lave noget sammen. I kommer nemlig på samme hold (patrulje) og spejderen hjælper de andre familiemedlemmer med alt spejderiet. Vi kan med 90% sikkerhed love, at tøjet kommer lugte lidt af røg. Det er bare så ingen er tvivl om, at I har været på spejderlejr!
Vi lejer en hytte hvor alle der ikke har en spejderuniform i skabet, kan sove under fast tag. Vi prioriterer at finde en hytte med mange værelser, så man kun skal sove med sin egen familie, hvis man ønsker det.
Salg af juletræer og -dekorationer er
vigtige indtægter
Wagandoo gruppes juletræsssalg og produktion af juledekorationer har igen givet et flot overskud. Juletræssalget gav 52.000 kr. og juledekorationerne 23.000 kr. i overskud. I alt 75.000 kr., som går direkte til aktiviteterne i gruppen. I 2026 sender vi eksempelvis alle vores deltagere afsted på Spejdernes Lejr til halv pris. Det kan vi kun gøre, fordi vi har disse indtægter. Når vi tager afsted på lejr koster det også altid det samme, uanset udgifterne for lejren. Vi er stolte af, at vi på den måde kan gøre det muligt, at sende alle spejdere afsted på gode oplevelser. Husk på dette, når vi igen i november rækker ud for hjælp. Kun i fællesskab kan vi få det til at lykkes.
Vinterhejk til Sverige
for ledere og forældre
Årets tur gik til området Häckeberga, øst for Malmö. Her havde vi fået lov til, at leje den meget charmerende spejderhytte Dörröd Scoutstuga. Den har en gæstebog helt tilbage fra år 1927. I år var vi 11 deltagere, heraf 3 nye, som tog på det vi har omdøbt til "Gucci-turen". Sidstnævnte fordi gastronomien er i højsædet i både kvalitet og opfindsomhed, men også fordi komforten løbende er øget, så det eksempelvis også er muligt at sove indenfor. Fredag aften blev dog tilbragt ude ved et kæmpe bål (hvorfor dog save og kløve, når tykke grene og stammer kan brændes over). Lørdag stod den på vandring på bl.a. Skåneleden i 5-6 timer i flot tåge og på isglatte stier. Søndag fik vi også gået en smuk rundtur der bl.a. førte fordi Häckeberga Slott, der dog ikke havde åbent.
Næste år er 25 års jubilæum for Vinterhejken og måske skal du med? Hold øje med opslag på hjemmesiden og på Facebook. Alle voksne med relation til Wagandoo er velkomne.